Praktisk info

Din husleje skal betales den første hverdag i hver måned. Du vil modtage et indbetalingskort fra os med posten første gang at du skal betale husleje, efter at du er flyttet ind. HUSK derfor navn på postkassen. Din husleje skal tilmeldes betalingsservice.

Alle lejere skal tilmelde deres huslejebetaling til betalingsservice for at undgå unødige gebyrer og forglemmelser. Ved tilmelding til betalingsservice skal du bruge PBS-nr., Deb.gr.nr. og kundenr. Disse numre står oplyst nederst til venstre på indbetalingskortet.

Nøgler til din nye lejlighed får du ved indflytningssynet på den dato, hvor lejemålet begynder.

Overtagelsesdatoen vil typisk være d. 1., eller d. 16. i måneden. Hvis overtagelsesdatoen falder i en weekend, eller på en helligdag, vil nøgleoverdragelse ske den førstkommende hverdag herefter. Dvs. falder overtagelsesdatoen lørdag d. 1. februar, vil nøgleoverdragelse ske mandag d. 3. februar.

Når din lejekontrakt er underskrevet, og indflytningsprisen er indbetalt, vil der indkaldes til et indflytningssyn per mail. Ved indflytningssynet vil lejligheden blive gennemgået af synsmanden sammen med dig. Lejlighedens stand vil blive beskrevet i indflytningssynsrapporten, der herefter gemmes med din lejekontrakt. Efter indflytningssynet har du 14 dage til at aflevere din fejl og mangelliste for lejligheden. Fejl og mangellisten må gerne indeholde et billede af hver fejl/ mangel, samt en beskrivelse af, hvor i lejligheden det er henne. Vi anbefaler, at listen sendes til os per mail.

Ønsker du at fraflytte din lejlighed, skal du opsige lejemålet med 3 måneders varsel. Opsiger du eksempelvis d. 25. februar, træder opsigelsen i kraft pr. 1. marts og du hæfter for lejligheden frem til d. 31. maj. Opsigelsen skal vi senest modtage den sidste hverdag i måneden, for at den træder i kraft til d. 1. i næste måned. Er der i h.t. kontrakten mere end én lejer, skal hver enkelt lejer sende os en opsigelse.

Du kan ønske genudlejning før opsigelsesvarslet udløb. Datoen for ønsket genudlejning skal du anføre på din opsigelse. Vi vil bestræbe os på at genudleje til den ønskede dato, dog uden at afgive løfte herom.

Du skal være opmærksom på, hvordan din lejlighed skal afleveres, læs mere på lejekontraktens side 5 og 6. Her finder du ligeledes information om, hvordan vi forholder os, til hvilke istandsættelsesarbejder der skal foretages ved din fraflytning. Er du i tvivl eller har spørgsmål er du velkommen til at kontakte os.

Som ved din indflytning, vil der også afholdes et fraflytningssyn for din lejlighed. Dette vil du også blive indkaldt til per mail.

Alle forbrugsmålere i lejligheden bliver aflæst på vores bestilling, både ved din indflytning og fraflytning.

Målerne kan være aflæst få dage før din indflytning og få dage efter din fraflytning, da varmemålerkontoret har +/- 5 hverdage at løbe på. I så fald får du ikke besøg af varmemålerkontoret.

Vi opkræver aconto varme- og/eller vand hos dig sammen med lejen. Èn gang årligt får du et varme- og /eller vandregnskab fra os, hvor dit forbrug opgøres. Du kan se i lejekontrakten, hvornår varme- og/eller vandregnskabsåret begynder (det følger ikke nødvendigvis kalenderåret). Ca. 3-4 måneder efter et nyt varme- og/eller vandregnskabsår er begyndt, modtager du sidste års forbrugsregnskab.

Dit elforbrug skal betales af dig direkte til en el-udbyder. Da der er frit valg på elmarkedet, må du tilmelde dig ved den udbyder du ønsker. Det er ligeledes vigtigt, at du husker at framelde dig el for lejligheden ved din fraflytning, da vi ikke kan vide, hvor du vælger at tilmelde dig henne

Ejendomsadministrationen LEA er et professionelt firma som varetager PLP´s administration af dit lejemål. Har du spørgsmål til din husleje, varme/vandregnskaber eller andre spørgsmål vedr. dit lejemål kan du kontakte LEA.

Læs mere om LEA